Lytter du?

Skriv en kommentar
Del med verden:

Lytter du?I dag har jeg været ved frisøren for at blive klippet (ja, hvad ellers egentlig 🙂 ) og det var en oplevelse der satte et tankemylder i gang, omkring det at være til for hinanden, at lytte fordi man er interesseret i et andet menneske og ikke fordi, at det bliver man nogen gange nødt til, før det er ens tur til at snakke igen.

Frisøren var gravid og startede vores møde ud med at skubbe maven rundt for at være sikker på at jeg nu også var klar over at hun var gravid. Så fik jeg hele historien omkring hendes hold i ryggen, medbragte varmepuder og hvordan hun sover om natten for at det ikke skal gøre ondt.

Det er ok, det er det. Jeg ved godt at det fylder meget når man er gravid.

Under klipningen snakkede vi om butikken og hun fortalte om det, at skulle lukke når hun fødte, at samle kunderne, at have ondt i ryggen, ingen sikkerhedsnet når man er gravid og skal på barsel.

Det er ok, det er det. Jeg ved godt det er hårdt at være selvstændig og håber det er noget hun selv har valgt.

Jeg fortalte at jeg lige skulle klippes fordi jeg skulle tilbage i arbejdsprøvning nu her efter sommerferien. I en skole, arbejde med læsesvage og ordblinde elever. Frisøren fortalte nu om hendes søn, hans skolegang, skolesammenlægning, hvor godt det var at have et barn der godt kunne klare det og, sørme, hun havde overset en madpakke i skoletasken der ikke var så lækker efter at have ligget der i hele sommerferien – det grinede vi af.

Det er ok, det er det, det fylder meget når man har børn, små og store.

Syntes det blev lidt dyrt, men det er også ok, hun er selvstændig og skal have barn, det koster.

Jeg gik derfra og blev lidt trist, om ikke andre steder, så plejer man da i det mindste at kunne få lov til at snakke lidt hos frisøren og der var engang hvor de endda lod som om de var interesserede og, til andre tider, kunne det være lidt træls at skulle svare på så mange spørgsmål – hvad skete der i mellemtiden? Har vi nok i os selv nu?

Jeg mener at jeg er et ok menneske at konversere med. Jeg er interesseret og spørger gerne ind til det menneske jeg snakker med, jeg er nysgerrig og synes det er spændende at vide hvordan andre har det. Jeg forsøger gerne at komme med input hvis der er behov for råd men forsøger samtidig at mærke hvornår jeg bare skal være der. Selvfølgelig er jeg ingen helgen, men, for det meste er jeg sådan.

Snakker du til mig

Husker du, at du ikke er den eneste, der er til stede i en samtale?
Husker du, at det andet menneske måske også har noget at byde ind med?
Går du fra en samtale, uden at kunne huske hvad modparten egentlig sagde?
Kan du, næste gang i mødes, følge op på noget personen sagde sidst?
Spørger du nogensinde “hvordan har du det?” og mener det?

Vi er alle sammen vigtige mennesker, men det kan være svært at føle sig som en vigtig del af denne verden, hvis man hele tiden møder de mennesker der har så travlt med at fortælle, at de ikke stopper op og lytter.

Prøv næste gang at lytte godt efter hvad der bliver sagt.
Husk næste gang at stille spørgsmål og lytte til svarene.
– det kan være at du lærer noget og det kan være, at du er med til at få netop dét menneske, til at føle sig som en vigtig brik i dit liv.
– og tænk, det kan være at du stiller lige præcis de rigtige spørgsmål, der er med til at hjælpe et andet menneske videre i livet.

Med en kærlig tanke til mit livs bedste samtalepartner, Hanne G. Andersen

Hæklede nyheder fra Marianne Toppings blog
Har du lyst til at få adgang til de gratis hækleopskrifter - dagen før alle de andre?
Vil du vide hvilke opskrifter, jeg er ved at oversætte? Vil du have hurtig besked, når der sker noget nyt?
Få 50% rabat på de nye hækleopskrifter fra Little Owls Hut DK?


Følg mig på Facebook - min Facebook side

Permanent link til denne artikel: https://www.topping.dk/blog/lytter-du/

2 kommentarer

    • Hanne Mounier on 9. august 2016 at 21:13
    • Svar

    Hvor er det godt skrevet og “spottet” jeg forstår dig. Nogle gange kan det faktisk være en befrielse at “komme af” med noget gælde til en man ikke kender men det er lige så vigtigt at huske på at gøre plads til andre også.
    Ps! Jeg sætter stor pris på dig i min hverdag

      • Lisbeth Hansen on 10. august 2016 at 17:37

      Godt skrevet.
      . Det er vigtigt at huske at vi har 2 ører og 1 mund så vi skal lytte dobbelt så meget som vi taler .

Gør min dag glad - skriv en kommentar :O)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.