Der er mange af jer derude, der meget gerne vil i gang med at hækle dyr eller andre sjove ting. Mange af jer har ikke et familiemedlem eller ven til at hjælpe jer igang og derfor går jeg sådan og funderer meget over hvordan man lærer at hækle, helt fra bunden.
Jeg ved faktisk ikke om jeg er startet fra bunden, altså da jeg fattede hæklenålen sidste år, et eller andet sted tror jeg at jeg havde en viden, der lå arkiveret på en hylde, måske fra min mor, måske fra skolen 🙂
Hvor starter man? Du kan ikke forvente at samle hæklenålen op og så bare hækle dyr i stride strømme, du bliver nød til at bruge tid på at lære at hækle først, det grundlæggende, du skal kravle før du kan gå 🙂
Løkken
Du skal kunne lave en løkke, det er det allerførste punkt og så vidt jeg ved, det man altid starter med.
Her kan du se hvordan du laver en løkke – øv dig på det indtil det sidder fast:
Luftmaskerne
Ordet luftmasker giver et godt praj om hvad det er der skal ske nu. Du skal hækle ud i luften. Om du kan bruge en række luftmasker til noget ved jeg ikke, men den kan altid trevles op igen.
Når du øver dig på luftmasker er det vigtige at de bliver omtrent samme størrelse, det er her du øver dig i fasthed, altså at hækle fast, ikke for løst men absolut heller ikke for stramt. Du skal have “løse håndled” på den måde slapper du af i hænderne og det er rart ikke at få ondt 🙂
Hvordan ved du at du hækler med en god fasthed? De huller der kommer i luftmaskerne, der skal du kunne stikke hæklenålen igennem, det skal ikke være nødvendigt at presse hårdt for at få den igennem, men der må gerne være en smule modstand.
Igen, hækl luftmasker til du kan det i søvne, så laver du lige en løkke igen for at se om du stadig kan huske det og fortsætter med endnu flere luftmasker 🙂
God fornøjelse!
Tulle Momsemors hæklehjælp index 🙂
1. Løkken & Luftmasker | 2. Fastmaskerne | 3. Den magiske ring |