At hækle firkanterne sammen

Bedstemor firkanter : 21-01-2013 – 128 stk.

Bedstemor firkanter

Jeg blev spurgt på Facebook om jeg kunne beskrive hvordan firkanterne hækles sammen på denne vejledning, som jeg selv bruger:

Vejledning i billeder

Det vil jeg selvfølgelig gerne, men forklaring på hvordan jeg har valgt at gøre det. Der vil være henvisning til billederne på denne side (klik her – åbner i nyt vindue/fane) da jeg ikke orker at skulle lave alle billederne selv 🙂

Henvisning til billederne vil være i stil med: Række 2 / foto 3, hvilket er 3. række billeder og 2. foto fra venstre side

Jeg hækler mine firkanter sammen med den farve garn, som jeg også vil bruge til kant. Det vil sige at alle firkanterne er hæklet færdige, undtagen den sidste omgang.

Hvis du ser det færdige tæppe for dig, så hækler jeg sammen fra øverste, venstre hjørne – rækken færdig og derefter næste række fra venstre mod højre – giver det mening? Ellers spørg 🙂

1. firkant:

1. række / foto 2
Den aller første firkant i dit tæppe, den der kommer til at ligge øverst til venstre, den hækler du en hel kant på, altså en hel omgang firkant med den farve, du skal hækle sammen med. Luk af.

2. firkant:

1. række / foto 3
Den næste firkant, som skal ligge til højre for den første, hækler du 1. første side på og kun de første 3 stgm i hjørnet. I stedet for at hækle 2 lm i hjørnet (eller hvor mange lm du plejer at hækle), skal du nu sætte nålen ind bagfra i den første firkant, i hjørnet. Slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm).
Hækl nu de sidste 3 hjørne stgm i firkant 2.

2. række / foto 1
Nu ville du normalt hækle 1 eller 2 lm for at komme videre til næste lm-mellemrum på firkant 2.
I stedet for, skal du sætte krogen i bagfra i 1. lm-mellemrum på firkant 1. Slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm).
Hækl nu 3 stgm i næste lm-mellemrum på firkant 2.

Nu ved jeg ikke hvor stor din firkant er, men du skal fortsætte på denne måde, med at hækle en fm eller km i lm-mellemrummet på firkant 1 hver gang du normalt ville hækle 1 eller 2 lm for at komme til næste stgm klynge på firkant 2.

2. række / foto 3
Når du når til hjørnet, skal du igen nøjes med at hækle de første 3 stgm og i stedet for at hækle 2 lm i hjørnet (eller hvor mange lm du plejer at hækle), skal du nu sætte nålen ind bagfra i den første firkant, i hjørnet. Slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm).
Hækl nu de sidste 3 hjørne stgm i firkant 2 og hækl firkanten helt færdig. Luk af.

Sådan fortsætter du med at hækle dine firkanter på, til du er færdig med 1. række på dit tæppe.

1. firkant på 2. række på dit tæppe

3. række / foto 3
Begynd med at hækle 1. side på din firkant, men hækl kun de første 3 stgm i næste hjørne.
Sæt nålen ind i nederste højre hjørne i den 1. firkant på rækken over og slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm). Hækl hjørnet færdig med 3 stgm.

Nu ville du normalt hækle 1 eller 2 lm for at komme videre til næste lm-mellemrum på firkant 2.
I stedet for, skal du sætte krogen i bagfra i 1. lm-mellemrum på firkanten oven over. Slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm).
Fortsæt til du når til hjørnet. Hækl nu de første 3 stgm i hjørnet og en fm eller km i nederste, venstre hjørne i firkanten over. Hækl hjørnet færdig med 3 stgm og hækl din firkant helt færdig.

2. firkant på 2. række på dit tæppe

4. række / foto 3
Begynd med at hækle 1. side på din firkant, men hækl kun de første 3 stgm i næste hjørne.

Sæt nålen ind i nederste højre hjørne i den 2. firkant på rækken over og slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm). Hækl hjørnet færdig med 3 stgm.

Nu ville du normalt hækle 1 eller 2 lm for at komme videre til næste lm-mellemrum på firkant 2.
I stedet for, skal du sætte krogen i bagfra i 1. lm-mellemrum på firkanten oven over. Slå om, træk igennem (2 løkker på krog), slå om og træk igennem begge løkker (hvis du ønsker hjørnet mere fast, kan du vælge at hækle en km i stedet for denne fm).

Her er hvad jeg gør – bagefter en anden metode til dette hjørne

Fortsæt til du når til hjørnet. Hækl nu de første 3 stgm i hjørnet og sæt nålen ind bagfra i nederste, venstre hjørne i firkanten oven over, slå om og træk igennem, sæt nålen ind bagfra i nederste, højre hjørne i firkanten til venstre for den, der ligger ovenover, slå om og træk igennem. Sæt nålen bagfra igennem øverste, højre hjørne på firkanten ved siden af, slå om og træk igennem. Slå om og træk igennem alle løkkerne.

Gør hjørnet færdig og fortsæt ned af næste side (på samme måde som de andre sider).

Anden metode

Fortsæt til du når til hjørnet. Hækl nu de første 3 stgm i hjørnet og sæt nålen ind bagfra i nederste, venstre hjørne i firkanten oven over, slå om og træk igennem, sæt nålen bagfra igennem øverste, højre hjørne på firkanten ved siden af, slå om og træk igennem. Slå om og træk igennem alle løkkerne.

Gør hjørnet færdig og fortsæt ned af næste side (på samme måde som de andre sider).

Husk

Det her er min beskrivelse af hvordan jeg gør det, jeg tror ikke den passer 100% med billederne, men det virker og giver et flot resultat på mit tæppe. Samme metode vil jeg absolut også bruge fremover 🙂

Det her giver mening for mig, men det kan godt være russisk for dig – prøv dig frem, kig på billederne og hvis du derefter er i tvivl, skal du bare spørge, så vil jeg forsøge at hjælpe dig 😉

Permanent link til denne artikel: https://www.topping.dk/blog/at-haekle-firkanterne-sammen/

Gratis hækleopskrifter, Hækletips og sjov | Topping